Pressemeddelelse udgivet af Uniconta juni 2017, link
Optimerer og ”sætter strøm” til deres arbejdsprocesser
SengeSpecialisten, som er en del af Lars Larsen koncernen, har i mere end 20 år givet gode råd og solgt senge til danskerne. De ved en masse om senge, men da de ønskede at optimere og ”sætte strøm” til deres arbejdsprocesser for at frigive tid samt øge effektiviteten, valgte de at tage dialogen med Retail Disruption A/S (Skiftet navn til Retus november 2018) omkring et nyt økonomisystem.
Resultatet blev et skift til Uniconta, Erik Damgaards nye cloudbaserede økonomisystem, som Retail Disruption A/S implementerede. På kun 2 måneder konverterede Retail Disruption A/S ikke blot til Uniconta fra e-conomic, men opbyggede også en helt ny varenummerstruktur i samarbejde med SengeSpecialisten.
Effektivitet er nødvendigt for vækst
For SengeSpecialisten er effektivitet en nødvendighed. De åbnede for nylig deres butik nummer 15 i Danmark, så derfor var tiden en vigtig faktor. Ikke bare for selve implementeringen af Uniconta, men også for undervisningen af medarbejderne.
Alle medarbejdere er blevet undervist i Uniconta, hvilket har sikret en rolig tid efter konvertering og igangsættelse. Retail Disruption har samtidig indført et Ticket-system, så alle fejl og ændringsforslag opsamles, og derefter kan prioriteres fra central hold i samarbejde med SengeSpecialisten.
Skræddersyet POS-løsning
Løsningen omfatter også et skræddersyet POS-system, der er integreret direkte i Uniconta med udvidet salgsordrestyring, kasseoptælling, bankoverførelse samt et Help-center med overblik over alle guides og faste processer i Uniconta og butikkerne.
”Implementering og udrulning af et nyt ERP-system kan for en virksomhed virke uoverskueligt, ikke mindst fordi ens arbejdsdag allerede er fyldt op. Hos Retail Disruption har vi selv tidligere siddet i kundens stol, og vi ved, at man som kunde har brug for en leverandør, der ikke stjæler, men frigiver tid,” udtaler Søren Just Skjelbo, Creative Director og partner hos Retail Disruption.
Hos New Online Systems, der står bag Uniconta, er salgs- og marketingdirektør Per Pedersen glad for SengeSpecialistens valg af Uniconta:
”Når man har været i markedet i under 1 år, er det kæmpe stort for os, når en virksomhed af SengeSpecialistens størrelse, vælger at skifte til Uniconta”.
”Rosen skal dog sendes videre til Retail Disruption, som kun har været forhandler i knap et halvt år og på den korte tid, både har sat sig ind i systemet, vundet en større kundesag og samtidig udviklet en POS-løsning. Det er bare imponerende,” udtaler Per Pedersen.
Enkelt og lean
”Arbejdet med Uniconta har passet fint ind i vores vision om at holde det enkelt, eller lean om man vil,” udtaler Søren Just Skjelbo. ”Uniconta kan det vores kunder har behov for – og ikke en masse ting, som gør systemet mere komplekst end nødvendigt.”
Åben arkitektur
Uniconta er kendetegnet ved at have en veludbygget værktøjskasse, der giver forhandlerne mulighed for at udvikle og integrere deres egne tillægs- og integrationsløsninger. Dette nød SengeSpecialisten også godt af:
”Vi kigger altid på den enkelte virksomheds behov. I SengeSpecialisten’s tilfælde var det et POS-system med direkte adgang til Uniconta, der kunne dække dette behov. Så det udviklede vi og integrerede med Uniconta,” afslutter Søren Just Skjelbo.
Om SengeSpecialisten
For at kunne kalde sig specialist, skal man have en stor viden om et fagligt område. Det har SengeSpecialisten. De har fokuseret på madrasser, sengemiljøer og søvn i næsten 20 år og ved en masse om, hvad man kan kræve af en god seng, hvad der findes af muligheder, og hvad man skal være opmærksom på for at finde den helt rigtige. De ved, at der altid vil være særlige krav i spil for den enkelte, hvilke spørgsmål man bør stille, før man vælger den seng, man må formodes at skulle ligge i – i mange år.
SengeSpecialisten vækster kontinuerligt med nye butikker rundt omkring i landet, og vækststrategien blev effektivt styrket, da Lars Larsen Group i slutningen af 2014 købte aktiemajoriteten. Parløbet med SengeSpecialisten er udtryk for en finansiel konsolidering, der vil sikre væksten i virksomheden i mange år frem.
SengeSpecialisten – www.sengespecialisten.dk
Retus A/S – www.retus.dk